Say Cheese(cake) !
I dag skal det handle om denne chessecake med jordbær og saltkaramelmousse. Den står på knasende bund af Oreos og er blandt andet pyntet med store friske jordbær.

Sommeragtig ser den ud, og netop sommer, varmere himmelstrøg og iskold cheesecake tænker jeg også på lige for tiden. Hvis I også gør, kan I komme bare lidt tættere på ved at lave denne og så ellers bare drømme Jer væk. Jeg drømmer om at rejse tilbage til Mexico, Thailand, Sri Lanka eller måske et helt nyt sted i verden.

Denne her lavede jeg til piger som jeg tidligere har arbejdet og rejst sammen med, og den var de ret glade for. Jeg er temmelig vild med de forskellige søde og salt smagskombinationer og selvfølgelig den knasende Oreo bund. Jeg kan virkelig, sådan rigtig, godt lide Oreos, så det er ofte det som bundene i mine cheesecakes består af. Der skal nok komme flere af sådanne kager, men den bliver den allerførste.

Rigtig sommer-sød (i tankerne hvertfald) dejlig dag til dig,
Kærligst og mange hilsner, Nip


CHEESECAKE MED JORDBÆR OG SALTKARAMELMOUSSE (8 personer)

OREO KIKSEBUND
1 pakke Oreos (154 g)
60 g smør

Knus en pakke med Oreo kiks i en blender.
Smelt smøret og bland det med kiksekrummerne.
Beklæd en springform (20 cm) med bagepapir i bunden og kageplast i kanten.
Hæld kiksemassen i, tryk det hele godt fast og sæt bunden på køl.

SALTKARAMELMOUSSE
2 blade husblas
100 ml fløde
200 g dulcey chokolade
1 tsk flagesalt
200 ml fløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm de 100 ml piskefløde op til lige under kogepunktet og rør husblassen ud i.
Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad.
Tilsæt den varme fløde med husblas og flagesalt.
Pisk de 200 ml piskefløde til let flødeskum og vend lidt ad gangen med chokolade-fløden.
Hæld saltkaramelmoussen i forskellige størrelser halvkugle silikoneforme og resten over Oreo bunden.
Sæt det hele på køl i et par timer og lav imens jordbærcremen.

JORDBÆR-CREAMCHEESE
4 blade husblas
2 dl jordbærpuré (af frosne eller friske jordbær)
40 g sukker
200 g flødeost
2 dl græsk yoghurt (10 %)
1 dl fløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm jordbærpuré og sukker op til lige under kogepunktet.
Vrid husblassen fri for vand og smelt i jordbærsiruppen. Lad det køle til stuetemperatur.
Pisk flødeost og græsk yoghurt let og tilsæt jordbærsiruppen.
Pisk fløden til flødeskum og vend det forsigtigt i.
Fordel hele molevitten over saltkaramelmoussen og lad kagen stå på køl i et par timer.

DEKORATION
Jeg valgte at dekorere cheesecaken med forskellige størrelser af saltkaramelmousse halvkugler, friske halve jordbær, guld støv og blade af rød skovsyre.

8 comments on “Cheesecake med jordbær og saltkaramelmousse”

    • Hej Betina,
      Tak for din søde besked, det gør mig glad.
      Istedet for Dulcey chokolade kan du anvende mælkechokolade 🙂 Det plejer også at være godt!
      Mange Hilsner Nip

  1. Det Dulcey chokolade – er der noget chokolade med karamel i, eller hvordan? Som jeg lige kan finde det, ser det ud som, at man kan få dem enten i hvid, lys eller mørk chokolade, men ikke med karamel.

  2. Hvor meget fløde skal der bruges til jordbær-creamcheese, kan ikke se det står nogen steder?

    • Det har jeg da helt glemt at skrive, kan jeg se nu. Det var godt at du skrev, TAK 🙂 Jeg har rettet opskriften nu.
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar