I dag er det allerede 2. søndag i advent, men det ses dog ikke besynderligt på disse kager; Brownies med hindbærmousse og citruscreme. Faktisk har de slet heller ikke noget med julen at gøre, selvom at stemningen var ret julet. Jeg har nemlig danset rundt i køkkenet mellem chokoladeposer og marengstoppe, til alle de store juleklassikere, alt imens jeg lavede disse to kager. Barnedåbs brownies med hindbærmousse og citruscreme stod nemlig på programmet for mit nyeste kageprojekt. De er selvfølgelig dekoreret i de fineste og mest lyserøde nuancer. Jeg er selv ret tosset med farverne!

 

Desuden har jeg været i gang med temmelig mange forskellige bageprojekter i dag. Både barnedåbskagerne her, et nytårseksperiment, hjemmelavet saltkaramel, æbleskiver og trøffelkugler. Mit køkken sejlede mildest talt, men nu er både det og resten af lejligheden rengjort og klar til, at min søde studiegruppe kommer på besøg i morgen. Ét af kageprojekterne er selvfølgelig til dem, for så tænker jeg at det bliver en anelse hyggeligere at skrive eksamensprojekt.

Rigtig glædelig og sød 2. søndag i advent,
Kærligst Nip

 


BROWNIES MED HINDBÆRMOUSSE OG CITRUSCREME (2 kager – 16 personer)

BROWNIE
300 g smør
300 g mørk chokolade (gerne minimum 70 %)
300 g sukker
4 æg
4 spsk. kakao
225 g mel

Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Smelt smør og chokolade over vandbad, og tilsæt derefter sukkeret.
Pisk ét æg i massen af gangen.
Vend til sidst de tørre ingredienser i dejen.
Beklæd to springforme (20 cm) med bagepapir i bunden og bag dem i 25 minutter.
Når kagerne er kolde tages de ud af formene.
Vask formene, læg kageplast rundt i kanten og læg kagerne tilbage. Lad dem stå indtil hindbærmoussen er klar.

HINDBÆRMOUSSE
400 g hindbær
4 blade husblas
150 g sukker
1 vaniljestang
Saften af 2 citroner
4 dl piskefløde
200 g græsk yoghurt (10 %)
Tilsæt evt. lidt pink farve

Læg husblas i blød i koldt vand
Kog hindbær, citronsaft, sukker og vaniljekorn op og lad det simre i 5-10 minutter.
Stavblend og si herefter det hele, så det bliver en ensartet hindbærsirup.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i, inden du hælder det hele over i en ren skål.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt.
Vend den afkølede hindbærsirup i yoghurtfløden til det har en ensartet konsistens og farve
Hæld lidt af hindbærmoussen i små halvkugleforme og resten over kagerne. Halvkuglerne kan undlades.
Sæt dem på køl til de har sat sig helt, og lav først derefter citruscremen.

CITRUSCREME-OVERTRÆK
4 blade husblas
Saften fra 1,5 citron
1,5 dl vand
80 g flormelis
3 dl fløde
Pink farve

Husblas udblødes i koldt vand inden det skal anvendes.
Citronsaft, vand, flormelis og fløde varmes op til kogepunktet og tages derefter af blusset.
Knug husblassen fri for vand og udblød den i cremen.
Tilsæt lidt pink farve, så cremen får en helt sart lyserød farve.
Citruscremen afkøles og hældes over hindbærmoussen.
Sæt kagen på køl i to timer, og så er du herefter klar til at dekorere dine brownies med hindbærmousse og citruscreme.

DEKORATION
Jeg har dekoreret disse til en barnedåb, så derfor står der dåbsdato på den ene og navn på den anden. Det kan selvfølgelig erstattes, eller undlades. Jeg har tilmed anvendt følgende som dekoration:
Roser i forskellige farver
Marengstoppe i flere nuancer
Friske hindbær

5 comments on “Brownies med hindbærmousse og citruscreme”

  1. Hej Nip 🙂
    Hvor lang tid vil du sige denne her opskrift tager at lave, og hvor lang tid skal moussen have til at sætte sig?

    Mvh. Emilie

    • Hej Emilie,
      Et par timer vil jeg sige, fordi både kagen skal køle, mousse skal sætte sig og cituscreme skal sætte sig.
      Du kan sætte kagen i fryseren når der er kommet mousse på, så sætter den sig hurtigere. 1-1,5 time måske.

      Mange Hilsner
      Nip

Skriv et svar