Er du også interesseret i at se hvad overraskelsen i disse brombærstænger er? Så kig ned i bunden af indlægget her, hvor du kan se billedet.

En dessert som byder på brombær, mørdejsbunde og en smuk glaze. Ovenpå er de toppet med mini macarons med karamel.

Det her er en af de sværere desserter at lave, men jeg håber alligevel at du har lyst at prøve dem, for de smager virkelig virkelig godt og har fået flotte roser med på vejen af de som har spist dem. Cylinderformen indeholder foruden mousseformen både udstikker til indlæg og til bundene, men man kan også snildt lave disse brombærstænger i eksempelvis halvkugleforme.

God weekend og sommer til dig,
Kærligst fra Nip


BROMBÆRSTÆNGER (8 personer)

BROMBÆRINDLÆG
3 blade husblas
300 g brombær
Saft af 1/2 citron
100 g sukker

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.
Kog derefter brombær, citronsaft og sukker op og lad det simre i 5-10 min.
Stavblend og si det til en sirup og smelt husblassen deri.
Hæld det i en rund eller firkantet silikoneform og sæt det i fryseren til det har sat sig helt.
Tag det derefter ud af formen og udstik min. 8 indlæg med udstikkeren som følger med formen.
Læg dem tilbage i fryseren indtil at de skal bruges.

BROMBÆRMOUSSE
3 blade husblas
200 g brombær
Saft af 1/2 citron
50 g sukker
2 dl fløde
100 g græsk yoghurt (10 %)

Læg husblas i blød i koldt vand
Varm brombær, citronsaft og sukker op. Stavblend og si det ned i en lille skål til en sirup.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i. Lad det køle til stuetemperatur.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt.
Vend den afkølede brombærsirup i til en homogen mousse.
Hæld det i cylinderformene og læg et af de frosne brombærindlæg i hver og sæt dem i fryseren.

MØRDEJSBUNDE
150 g hvedemel
40 g flormelis
1 nip salt
1/2 æg
90 g koldt smør

Hvedemel, flormelis og salt blandes i en skål og det kolde smør (skåret i små tern) tilsættes.
Nulr smøret godt sammen med de tørre ingredienser til det ligner rasp.
Pisk ægget let og saml dejen med ægget. Pak den ind og læg den på køl i ca. 20-30 min.
Tænd ovnen på 200 grader.
Når dejen er kold rulles den ud og min. 8 bunde udstikkes (med den medfølgende udstikker).
Bag bundene i ca. 10 minutter og lad dem herefter køle helt.

GLITTER GLAZE
2,5 blad husblas
1,3 dl sødmælk
120 g sukker
140 g hvid chokolade
125 g miroir gelé
Lilla farve (+ evt. lille smule rød farve)
Rosa glitterstøv

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm sødmælk og sukker op til sukkeret er helt opløst. Smelt husblassen deri.
Hak den hvide chokolade og hæld mælkeblandingen over. Rør til massen er homogen.
Hældes i i en høj kande og stavblendes forsigtigt sammen med miroir gelé, farve og glitterstøv.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den.
Tag mousserne ud af fryseren og læg dem på en rist med bagepapir under.
Lad glazen køle ned til ca. 34-36 grader før den hældes over de iskolde moussekager.
Flyt hver glaze-dessert over på en bund og sæt dem i køleskabet indtil at de skal serveres.

DEKORATION
Macarons
Spiselige guldkugler
Brombærindlæg skåret i mindre stykker
Rød skovsyre

Skriv et svar