Jeg kan fornemme at jeg ikke er den eneste som er svært begejstret for spider glaze, så derfor kommer der her en opskrift på min Baileys kage med jordbærmousse.

Netop denne kage er nemlig dækket i en smuk pink-rød glitter glaze og ovenover en hvid spider glaze.

Jeg har efterhånden lavet glaze på mange kager og jeg ELSKER både processen og kagernes udtryk. Både som ensfarvet, marmoret og nu også som spider glaze. Det skal gå forholdsvis hurtigt og der er kun et enkelt forsøg, men det er dét værd når man pludselig kan se hvad spider glazen kan gøre.

Kage indeholder Nutella og grofthakket hasselnødder og Baileys, som er min favorit likør. Ovenpå denne Baileys kage ligger en sød jordbærmousse samt en krans af friske jordbær. Baileys er jeg slet ikke færdig med, så derfor kaster jeg mig senere i dag over at lave cupcakes med den søde likør.

Sød og dejlig søndag til dig,
Kærligst Nip


BAILEYS KAGE MED JORDBÆRMOUSSE OG SPIDER GLAZE (12-14 personer)

BAILEYS KAGE
75 g Nutella
150 g mælkechokolade
100 g smør
150 g sukker
3 æg
75 g mel
75 g grofthakket hasselnødder
4 spsk Baileys

Start med at tænde ovnen på 170 grader.
Smelt Nutella, chokolade og smør i en skål over vandbad.
Pisk sukker og æg sammen til en luftig og lys masse og tilføj chokoladeblandingen.
Tilsæt Baileys og herefter vendes først mel og bagefter grofthakket hasselnødder i dejen..
Beklæd en springform (24 cm) med bagepapir i bunden og evt. lidt smør på kanten og hæld herefter dejen i.
Bag kagen i 25-30 minutter og lad den herefter stå køligt i et par timer eller natten over.

JORDBÆRMOUSSE
3 blade husblas
200 g jordbær
2 spsk citronsaft
75 g sukker
Korn fra 1/2 vaniljestang
1,75 dl fløde
125 g græsk yoghurt (10 %)

Læg husblas i blød i koldt vand
Kog jordbær, citronsaft, sukker og vaniljekorn op og lad det simre i 5-10 minutter.
Stavblend og si herefter det hele, så det bliver en ensartet jordbærsirup.
Vrid husblassen fri for vand og smelt den i. Lad det køle til stuetemperatur.
Pisk fløden til flødeskum og vend det sammen med den græske yoghurt.
Vend den afkølede jordbærsirup i yoghurtfløden til det har en ensartet konsistens og farve.
Hæld moussen i en lille kagering (16 cm) beklædt med kageplast i siderne og folie i bunden og sæt den i fryseren til den er iskold og kan befries uden problemer fra formen.

RØD GLAZE OG HVID SPIDER GLAZE
1,5 blad husblas
1/2 dl sødmælk
60 g sukker
70 g hvid chokolade
60 g miroir gelé
Rød pastafarve
Sølv glitterstøv (evt. Mill & Mortar)

+ 50 g miroir gelé
Hvid farve

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm sødmælk og sukker op til sukkeret er helt opløst. Smelt husblassen deri.
Hak den hvide chokolade og hæld mælkeblandingen over. Rør til massen er homogen.
Det hele hældes i en høj kande og stavblendes forsigtigt.
Sæt stavblenderen skråt ned, for herefter at rejse den op igen uden at løfte den.
Tilføj miroir gelé, farve samt glitter og stavblend igen. Bank luftbobler ud.
Imens den røde glitter glaze køler ned til ca. 34 grader, laves den hvide spider glaze.

Smelt mirior gelé og hvid farve i en skål over vandbad.
Denne skal ramme en temperatur på ca. 50-60 grader (på samme tid med at den røde glaze rammer ca. 34 grader) og hældes herefter i et aflangt fad.
Tag jordbærmoussen ud af fryseren og læg den på en bagerist med bagepapir under.
Den røde glaze på ca. 34 grader hældes over den iskolde mousse, så kagen er dækket helt.
En stor paletkniv dyppes i den hvide glaze (50-60 grader) og stryges forsigtigt henover den røde glaze.
En spider glaze skulle gerne komme til syne som den her på billederne.
Fjern ‘trevler’ af den røde glaze og placer herefter moussen ovenpå brownien og sæt den i køleskabet.

DEKORATION
1 bakke friske jordbær

Skyl jordbærene, skær dem i halve, og læg dem hele vejen rundt på den ‘nøgne’ brownie kant.

13 comments on “Baileys kage med jordbærmousse og spider glaze”

  1. Hvordan dælen får du den der hvide mirror glaze til at agere ordentligt? Jeg forsøgte mig for første gang i weekenden med at få spider glaze på en rød glazet kage, men det var ligesom om at mirror glazen var for tynd ved de 50-60 grader og derfor kom der ikke rigtigt noget hvidt ovenpå den røde glaze jeg havde nedenunder. 🙁 Super surt!

    • Hej Jeanette,
      Årh altså hvor træls. Håber den blev flot alligevel 🙂
      Altså jeg smelter miroirgele + hvid farve (som spiderglaze) i en skål over vandbad til ca 50-60 grader.
      Når den alm. glaze er hældt over kagen, så dypper jeg paletten i den hvide glaze og kører den forsigtigt over kagen og så kommer mønstret. Du kan også komme spiderglazen på ved lidt lavere temperatur, måske det kan hjælpe dig? Jeg har også gjort det ved 40-45 grader, det gik også fint. Jeg håber dette kan hjælpe dig.
      Mange kærlige hilsner,
      Nip

    • Hej Nikoline,
      Jeg brugte frosne til denne, men har jeg friske så anvender jeg dem 🙂
      Du bestemmer helt selv hvad du helst vil bruge.
      Mange Hilsner Nip

  2. Hej. – når jeg bruger din opskrift bliver glazen meget tyk ved korrekte temperatur. Kan man fylde mere væske i eller hælde den på ved ex 38 grader istedet?

    • Hej Isobel,
      Hvis den er blevet for tyk, kan du evt. varme den i en skål over vandbad og lade den køle ned igen, og så evt. hælde den på ved en højere temperatur 🙂
      Mange Hilsner Nip

Skriv et svar